Bosnien bløder

Køen 

Der bliver ikke sagt ret meget i køen. Skubbet bliver der heller ikke. Mere end  hundrede mennesker står med blikket fæstnet mod det samme sted; lugen under hvælvingen. Det er her, maden deles ud. To store skefulde suppe, to æbler og et stykke brød til hver. Spandene og bøtterne til suppen har de selv med.
De er byens fattige. Ved det aflagte skolebord, der skiller de sultne fra køkkenet, står en 100 kilos kogekone og holder øje med køen. Hun prøver med godt humør og smil, men der er ikke meget respons at hente. Det her er alvor.
Hver dag ved middagstid bliver der delt mad ud her i gaden. Lige rundt om hjørnet fra de udenlandske banker og turistboderne med kuglepenne, souvenirs og billige fodboldtrøjer. Og byens cafeer, hvor byens unge drikker kaffe, ryger smøger og snakker i mobiltelefoner.
En pukkelrygget dame med et spraglet gult og lilla tørklæde forlader køen, efter at suppen er hældt op i hendes plastikbøtte. Tilfreds bevæger hun sig forbi de andre og hen til trappen ved restauranten. Med Sarajevski Pivo, den lokale øl, på neonskiltet ovenfor.   
Hun sætter sig på trappen, vrider et lille stykke af det tørre brød og tager det forsigtigt i munden. Dækkende, vogtende over brødet, som en and der vil sikre sig, at ingen andre i flokken skal stjæle det. Hun sidder og vipper frem og tilbage på trappen for at holde sig varm, mens hun spiser. Stille og roligt. Bid for bid. Men hurtigt tager sulten kontrollen over hænderne og munden. Snart flår hun store lunser af brødet og propper det i den næsten tandløse mund.
Der er også et par unge i køen. De står og skutter sig bag de gamle. Vender ansigterne ind mod væggen. Gemmer sig. Det er flovt at blive set i selskab med de fattige.
En af Sarajevos røde roser pryder fortovet. Den store klat af rødt gummi vidner om, at tre eller flere blev dræbt på netop dette sted af granater, affyret fra bjergene under krigen. Sammen med et hvidt mindesmærke i marmor på væggen, minder det om krigens ødelæggelser. Men øjnene i køen  behøver ikke den slags for at huske krigen, og hvad den har ført med sig.
Den gamle kone har slugt den sidste stump af brødet. Suppen gemmer hun til senere. Hun begiver sig forbi Restoran Videgrad og rundt om hjørnet. Tilbage til tiggeriet, i håb om at der også bliver til aftensmad i dag. Ellers må hun vente til i morgen. Samme tid. Samme sted. Samme mennesker.

Op ad bakke

Bakken på Ulica Bana mandag morgen. Gaden hæver sig fra bymidten i Sarajevo-dalen og snor sig som en spiral mod et af de bjerge, der omkranser byen. Bjergene, hvorfra snigskytterne under krigen rettede sigtekornene mod folk i gaderne. I midten af spiralen står fæstningen klædt i kampesten og meterhøjt pigtrådshegn. Den tyske ambassade.
Hele vejen op mod indgangen står de. Unge som gamle. Håbefulde. Knugende papiret i hænderne. Det papir, der måske kan blive deres billet væk herfra. Billetten til det forjættede land mod nordvest. En ung mand i dynejakke bliver lukket ind, og køen kan bevæge sig nogle centimeter fremad. De har hørt, det skulle være bedst at komme om mandagen. Vagten siger, det er en skrøne, men rygtet lever videre, som forventningen i de hundredvis af øjne, der venter i køen. Ventende på vished.
Fra blikskiltet over fæstningen vogter den sorte, tyske ørn over menneskemængden. Som holdt den øje og udså sig de bedste hoveder. De udvalgte. I køen fornægter situationens alvor sig. Et par højrøstede midaldrende mænd griner og ryster næver med faste hænder. Den ene i slidt vindjakke og et busket overskæg, der næsten skjuler cigaretstumpen i mundvigen. De snakker om, hvad der står i avisen. Måske fodboldkampen i går. En ældre dame står for sig selv med et drømmende blik. Hun er et helt andet sted. Måske Tyskland.
 På den anden side af den massive mur ligger Europa. Mange af de ventende har fået lov at smage på frugterne som flygtninge under krigen. Da den sidste kugle havde forladt snigskytternes geværer oppe i bjergene, vendte mange af dem hjem for at være med til at bygge op. Nu står de her igen. Med et visum i hånden vil de væk for at skabe sig et nyt liv. Begynde forfra. Igen.  
Den unge mand i dynejakken kommer ud. Går tværs over vejen og vender sig. Han knytter næven og råber ad vagterne. Det blev et nein. En bølge af serbokroatiske bandeord vælter ud over vagterne, der reagerer med stenansigter. Han fortsætter nogle meter op ad Ulica Bana. Samler en sten op fra vejkanten, tager tilløb og kaster den afsted med retning mod fæstningen. I en blød bue svæver stenen over muren og lander harmløst i græsset på den anden side. Han sætter sig ned på en trappesten og bøjer hovedet.
Det er op ad bakke herfra.

Rust

Et hult ekko. Lyden af skridt akkompagneres af et par rustne hængsler, der knirker i vinden. Den mægtige hal står næsten tom. En bunke metal og møtrikker står stuvet sammen i midten af rummet. De forfaldne og ødelagte maskiner.
Før krigen var det anderledes. Dengang kørte savværket for fuld damp. Når tiderne var gode, var der arbejde nok til alle her på egnen. Af og til endda også til folk udefra. Det er først og fremmest savværkets skyld, at der overhovedet er en by her i dag.
En gammel mand stavrer tværs over pladsen udenfor. Stopper op et øjeblik og pirker med stokken til en gammel savklinge, der ligger ensomt henkastet på jorden. Med rynkede øjenbryn skuer han ud over værket, der engang var byens stolthed og dynamo.
Måske arbejdede han her dengang. Før geværerne og granaterne begyndte at lyde i skovene, og folk måtte flygte fra hus og hjem. Måske tænker han et øjeblik tilbage på de alt for lange arbejdsdage med støv og skidt i lungerne og en løn, der knapt kunne dække familiens behov. Og den skingre lyd af savbladene, der arbejdede sig gennem de mægtige stammer og forplantede sig i øregangene for altid.
Men det var dog et arbejde. I dag vinder stilheden. Som en grib på et halvfordærvet lig, danser en krage rundt på resterne af noget, der engang udgjorde hallens vinduer. Nysgerrige og sultne fugle er de eneste, der trives her i dag.
Og så selvfølgelig spøgelserne. Man kan næsten høre dem, hvis man går helt tæt på de livløse maskiner. Vindens hylen og de hundredvis af skudhuller fuldender et billede, der leder tankerne hen på uhyggen i en forladt by i en western-film.
Af og til ruller en lastbil forbi. Læsset til randen med velduftende friskfældet tømmer fra skovene omring byen. Men kun sjældent gør de holdt her. Som regel fortsætter de til nabokommunen, hvor savværket er kommet i gang igen.  
Der er selvfølgelig også de dage, hvor et par af maskinerne ovre i hjørnet kører. De dage, hvor en ordre er kommet ind. Så kan udvalgte fra landsbyen få en daglejertjans. Lyden af maskinerne fodrer byens borgere med håb om at der ligger en fremtid for værket og dermed byen. Men for det meste er ordrebogen lige så tom, som hallen er i dag.
Den gamle mand sænker blikket igen og begiver sig videre hen over pladsen med retning mod byen. Hen mod købmanden, som er den eneste, der driver forretning i byen.
Mens rusten arbejder sig gennem savværket, bid for bid, time for time, sidder de mænd, der overlevede krigen rundt omkring i byen. På bænkene, og bag halvt fratrukne gardiner. De sidder bare og kigger. Venter på bedre tider.

Bøden

En lav vintersol hænger i højde med forruden i bilen. Roligt runder han svinget, skifter gear og kører østpå mod centrum. Fumler med solskærmen over førersædet et øjeblik. Så står de der pludselig. Med fartmåler og sorte uniformer. Politiet. De vinker ham ind til siden. Han brummer lidt, men tager det ellers roligt. Han kørte vist ikke for stærkt.
Det mener de nu, han gjorde. Han prøver med forskellige taktikker. I starten taler han roligt og venligt. Det virker ikke. Så hidser han sig op og gestikulerer vildt. Også det preller af på den midaldrende mand i uniformen.
Betjentens kollega vinker en anden bil ind til siden. Det så heller ikke ligefrem ud som om, den kørte for hurtigt. Men betjentene peger hele tiden på fartmåleren, der står i vejkanten og ligner et fotografiapparat fra det forrige århundrede. De rækker hænderne frem og trækker på skuldrene. Udstyret lyver ikke, mener de.
Betjenten trækker en kvitteringsblok op af lommen. Han peger på den, og de forhandler om forseelsens pris. Den lander på 20 Mark med kvittering, og 10 Mark uden.
Det tager ham ikke mere end et par sekunder at overveje tilbuddet. Den indre kamp mellem rigtig og forkert bliver meget kort. En bøde med kvittering koster mere end en dagsløn. Så hellere nøjes med det halve. Hver dag bombarderes han godt nok med FN's tv-spots, der opfordrer til aldrig at betale bestikkelse. Men det er som om, det ikke vejer så tungt. For der skal altså også være aftensmad til konen og børnene derhjemme.
Hånden finder lommen og fisker en krøllet 10 Mark-seddel frem. Uden at fortrække en mine tager betjenten imod sedlen, der ryger direkte i lommen. I den anden lomme forsvinder kvitteringsblokken. Uden at være blevet brugt.
Han sætter bilen i gear og kører væk. Gasser voldsomt op i vrede, mens han forsøger at blive lukket ind i strømmen af biler igen. Betjenten får et par eder med på vejen, men ænser det ikke. Han står allerede klar til at vinke den næste bil ind til siden, mens kollegaen er i gang med at forhandle med bilisten, der blev stoppet lige efter.
Han fortsætter sin tur mod bymidten. Kigger igen på speedometeret, slår til det med knyttet næve og ryster på hovedet.
Det er ikke første gang. Og han kørte altså ikke for stærkt.

(2002)